I aften i dit TV: The Great Gatsby og The Butler

The Great Gatsby Leonardo DiCaprio

Glædelig Jul! Håber, du har haft en dejlig juleaften! Jeg nyder juledagene sammen med familien. Juledagene indbyder til masser af film-hygge. Der er særligt to film, jeg lige vil tippe om, hvis du ikke allerede har set, at de i aften vises i dit TV: The Great Gatsby (Den Store Gatsby) og The Butler.

The Great Gatsby

Det er den nye version med Leonardi DiCaprio og instrueret af Baz Luhrmann, manden bag hittet Moulin Rouge. Som Moulin Rouge er denne filmversion af F. Scott Fitzgeralds roman-klassiker “Den store Gatsby” fra 2013 et overflødighedshorn af flotte visuelle oplevelser – og her tænker jeg ikke på en glat poleret Leo, men kulisser, lys og farver.

Hvis du ikke kender historien – der også er filmatiseret tilbage i 1974 med Robert Redford i rollen som den rige og mystiske Jay Gatsby og Mia Farrow i rollen som den unge Daisy, han er håbløst forelsket i – handler den kort fortalt om, den unge forfatter Nick Caraway (som i den gamle filmversion blev spillet af Sam Waterston og den nye version af Toby Maguire), der flytter ind ved siden af den nyerige Gatsby, der hver aften holder overdådige fester i sit kæmpestore og luksuriøse hus.

Året er 1922 og det er en tid med brølende forandringer fra det pæne og moralske til piger i korte skørter, der klipper sig korthåret og danser swing, og trods spiritusforbud flyder sprutten i stride strømme, hvilket gangsterne sørger for. Gatsby bor i den del af byen, hvor de nyrige holder til, mens Daisy ( i den nye version, Carey Mulligan) bor med sin utro ægtemand på den anden side af bugten, hvor de gamle velhavende familier altid har holdt til. Via Gatsby bliver Nick draget ind i en de velhavendes verden og bliver ufrivilligt en brik i Gatsbys spil for at vinde Daisys kærlighed.

Se med i aften på TV2 kl. 20:55


The Butler

The Butler

The Butler er instruktør Lee Daniels historie om den afro-amerikanske Cecil Ganes, der i 1957 ansættes som Butler i det Hvide Hus. Det bliver starten på en lang karriere som butler i en historisk sammenhænge, da han når at tjene ikke mindre end 7 forskellige præsidenter og opleve store omvæltninger i det amerikanske samfund, hvor ikke alle borgere har lige rettigheder. Begge Cecils sønner indgår i kampen for ligestilling mellem sorte og hvide amerikanere, hvilket afføder problemer i familien.

Cecil Ganes spilles af Forest Whitaker og Oprah Winfrey, der også er én af filmens producere har en rolle som Cecils kone, Gloria.

Se med i aften på DR2 kl. 20:00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *