Anmeldelse: Spectre

Spectre Poster

I sidste uge fik jeg endelig set den nye James Bond film Spectre i biografen! Som Bond-fan er det nok ikke overraskende, at jeg synes, at denne film var fantastisk og helt lever op til mine forventninger – næsten.

Spectre er den 24. film i rækken om Ian Flemings hemmelig agent 007, James Bond, produceret af selskabet EON Productions, og det er også Skyfall-instruktør Sam Mendes, der er instrueret denne gang.

I Spectres kædes handlingen i de forrige Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen godt sammen, da den fortsætter, hvor vi slap i Skyfall: M er død og denne gang erstattet med en mand (som i de gamle Bond-dage), spillet fortrinligt af fantastiske Ralph Fiennes. Ms sekretær Monneypenny spilles igen af Naomi Harris, imens Q er stadig den unge tekniske nørd, spillet af Ben Whishaw.

Det er ikke til at vide, om dette blev Daniel Craigs sidste omgang som Bond. Personligt håber jeg, han lige tager endnu en runde. Jeg er kommet til at synes godt om, den lidt mere hårde, lettere alkoholiserede og mindre aristokratiske og vittige Bond, som han står for. Selv om, jeg nok tidligere ville have korset mig, ved en muskuløs, lyshåret skuespiller som Bond.

Spectre_opening_sequence_set_at_Day_of_the_Dead_festival_in_Mexico

Ligesom i Skyfall leverer Sam Mendes flotte visuelle fotos. Jeg er især vild med den flotte introscene i Mexico city under fejringen af de døde, hvor kameraet som i ét langt ”take” følger det farvestrålende optog, så introduceres en skurk og så James Bond, og kameraet fastholder Bond og hans kvindelige bekendtskab gennem optoget, ind på et hotel og op med elevatoren til deres hotelværelse og igen Bond, der kravler ud af vinduet og op på taget, hvor kan gør klar til at skyde sit mål gennem et vindue på den anden side af gaden. Det rygtes i øvrigt på imdb.com, at Sam Mendes skal instruere sin 3. Bond-film. Det vil i hvert fald ikke gøre mig noget. Allerede i åbnings-scenen får Bond-fans associationer til gamle Bond-film.

Se den lille behind the scene film og Sam Mendes tanker bag intro-scenen i Mexico: 

Som I alle Bond-film hører der sig skurke og kvinder til. Det er der naturligvis også i denne omgang. Jeg havde set frem til at opleve skuespiller Christoph Walz, give den gas som super-skurk, men det hele blev lidt uforløst. Efter min mening fik vi blot en lidt kedelig udgave af Hans Landa fra Inglourious Basterds.

Mr. White er retur fra Quantum of Solace, men desværre ikke så længe, som jeg godt kunne have tænkt mig. Men den tid Jesper Christensen er på, er han, (jeg fristes til at sige, som altid!) fandes god!

Det viser sig at Mr. White har en datter, Madeleine Swann, spillet af Léa Seydoux (Adéles Liv), som Bond lover at passe på. Det bliver dog aldrig helt klart, hvorfor forbryder organisationen efterstræber Mr. Whites datter – der godt nok har kendskab til, hendes fars kriminelle løbebane, men ikke synes at udgøre den store trussel for et globalt forbryder syndikat som SPECTRE.

Skønhed er jo subjektivt, og når det er sagt, må jeg sige, at jeg ikke er pjattet med valget af Léa Seydoux som Bond-babe. Nok er hun fransk, men hun mangler en mere raffineret udstråling, som de fleste Bond-kvinder ellers altid har. Det leverer den anden Bond-babe, spillet af Monica Bellucci, til gengæld. Monica Bellucci er hustruen til en af de skurke, Bond har dræbt, og skriver sig ind i Bond-historien som den ældste Bond-babe, hvilket medierne har fokuseret meget på.

Efter min mening burde det ikke fylde noget, da hun praktisk talt er på alder med Daniel Craig, og desuden netop har Bond-babe-factor. Derimod, skulle medierne have fokuseret på, at en aldrende Bond nedlægger sin nye ”vens” unge datter eller, at Léa Seydoux både ser meget ung ud og er meget yngre end Bond/Daniel Craig. Men ung- pige-ældre-mand kombinationen er jo hverdag i Hollywood. Til gengæld er rollen nutidig og ikke blot en “offer”/”arm-candy”-rolle, som tidligere Bond-babe, men når det er sagt giver jeg ikke meget for mediernes snak om, at rollen er så meget mere handlekraftig end tidligere Bond-babes. For jeg synes bestemt, at tidligere Bond-babes/modstandere også har vist selvstændighed, mod og handlekraft!

Det er denne gang ikke en så forpint agent 007, vi møder, som i Skyfall. Den lettere tone slås allerede an i åbningsscenen, hvor Bond lander blødt i en sofa. Overordnet var jeg mesterligt underholdt – flotte fotografier, fede stunts og actionscener med referencer til gamle Bond-film. Men jeg mener, at manuskriptforfatterne og instruktøren burde havde fået meget mere ud af at modstanderen denne gang er noget så stort som forbryder organisationen SPECTRE og dens overhoved Ernst Stavro Blofeld! Trods et light-plot ryger jeg alligevel op på 5 stjerne ud af 6. Jeg var godt klar over, jeg ikke gik indtil et dybere psykologisk agent-drama.

 

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *