Anmeldelse: Kollektivet

Kollektivet_gruppe gadeKollektivet er seneste film instrueret af Thomas Vinterberg, siden Far from the Madding Crowd. Vinterberg har sammen med Krigens Tobias Lindholm skrevet filmmanuskriptet, som bygger på et teaterstykke af Vinterberg og Mogens Rukov. Filmidéen om et kollektiv har Vinterberg haft i tankerne, da han selv er vokset op i et kollektiv.

Vi befinder os midt i 70’erne, hvor Erik (Ulrich Thomsen) arver sin fars kæmpe kasse af et hus i Hellerup. Sammen med sin hustru Anna, nyhedsoplæser på DR, og deres teenagedatter Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen) etablerer de et kollektiv – ikke helt efter Eriks intentioner, men presset på af Anna, der keder sig og trænger til at høre på andre tale end Erik!

Snart flytter vennen Ole (Lars Ranthe) ind, og efter ham følger parret Steffen Magnus Millang og Ditte (Anne Gry Henningsen), deres søn Vilads (Sebastian Grønnegaard Milbrat), og Mona (Julie Agnete Vagn), der ikke er nærig med sin krop, samt udenlandske Allon (Fares Fares), der aldrig har penge eller job ret længe af gangen og let til tårer.

Livet i kollektivet syner fryd og gammen indtil Erik falder for en af sine unge elever på Arkitektskolen, Emma (Helene Reingaard Neumann). Derigennem får han endelig den opmærksomhed, som han synes, at mangle. Hvad Emma ser i den til tider vrede Erik, melder historien aldrig noget om.

Kollektivet_Anna og Erik

Da Erik fortæller Anna om affæren vælger Anna, efter bedste 70’er overbevisning, at vise frisind, tolerance og mangel på besiddertrang. Hun prøver at acceptere, at Erik har fundet en yngre model – men samtidig erklærer, at han ikke vil gå fra Anna. Derfor bliver konstellationen, at Emma flytter ind i kollektivet. Men det er svært at blæse og have mel i munden og selvfølgelig bliver situationen anspændt, når elskerinden flytter ind.

Trine Dyrholm er intet mindre end fantastisk som Anna. Hun er helt ublufærdig og giver sig fuldt ud. Især da hun må indse, at hun ikke ønsker at dele Erik, men får angstanfald og panikker på live-tv. Til gengæld er hun ikke bleg for at dele sine følelser med de andre i kollektivet, imens datteren Freja sidder ved bordet. Der er ikke meget hjælp at hente hos Annas mand Erik. Han anser hustruens problemer, som ”kvindeproblemer” og mener, hun skal løse dem med sine medsøstre i kollektivet.

Kollektivet er mest en historie om kærlighed, parforholdet og familien i fællesskabets kollektiv. De andre beboere er mere statister i historien, ligesom det 3. hjul, elskerinden Emma heller ikke får meget plads. Måske helt bevidst. Således kan hun nemlig heller ikke selv definere sig selv, da beboerne i kollektivet udspørger hende om, hvem hun er.

Og så er der historierne om børnene, den ene om drengen med hjerteproblemer (hvilket ikke afholder de voksne i at stor-ryge i hans nærvær) og teenageren, der ufrivilligt befinder sig midt i sine forældres problemer og kollektivets op og nedture, alt imens hun forsøger at finde sin egen første kærlighed. Sidehistorien om drengen ved jeg ikke, hvorfor, vi skal have. Andet end, at den giver anledning til at vise kollektivets sammenhold i både medgang og sorg. Det bliver således Trine Dyrholm og ”datteren” Martha Sofie Wallstrøm Hansen, der stjæler billedet. Men det gør ikke noget, for de gør det så godt!

Jeg synes, at Kollektivet fortjener 4 stjerner ud af 6.

Kollektivet er netop udtaget til at deltage i hovedkonkurrencen på den præstigefyldte filmfestival i Berlin, Berlinale. Du kan se den i biografen nu.

Foto: Nordisk Film

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *