Anmeldelse: Flaskepost fra P

flaskepost-fra-p-still_fotograf-henrik-ohsten

Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens kriminalroman Flaskepost fra P har haft historisk rekordsalg af mere end 200.000 solgte biografbilletter på sin første premiere-uge. Søndag var jeg i Falkoner biografen for at se Flaskepost fra P, som jeg også har læst på bog for et par år siden.

Ligesom sine to forgængere er manuskriptet skrevet af Nikolaj Arcel, men denne gang instrueret af norske Hans Petter Moland. Det betyder blandt andet en forskel i det visuelle udtryk: den dystre og mørke grønne eller brunlige farve vi tidligere har set i Afdeling Q nu er lidt mere lys, der jokes lidt mere, og der er mere action med biljagt og helikoptersøgning. Især dynamikken mellem ateisten og sortseeren Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og makkeren Assad fungerer godt og er sjov, synes jeg.

Omdrejningspunktet i Flaskepost fra P er tro og religion. Historien udspiller sig i et religiøst samfund i Jylland, hvor to børn er blevet set blive tvunget ind i en bil, men ingen har meldt nogen børn savnet. Lige inden er en gammel flaskepost skrevet med blod fra et tilfangetaget barn blevet fundet og bragt til Afdeling Q. Her går det op for Rose og Assad at der kan være en sammenhæng mellem flaskeposten, de forsvundne børn og andre tidligere sager med børn fra religiøse samfund, der er forsvundet på mystiskvis men aldrig blevet meldt savnet af deres familier.

Filmen får hurtigt besvaret krimigåden, publikum kender morderen og hans motiver, da de rulles ud i flashback, og filmen bevæger sig over i et regulært action-thriller, hvor kampen mod tiden i jagten på morderen bliver dramaet, som bygges op af biljagter, helikopterflyvninger og jagt til fods. Den del er ikke videre overraskende.

Flaskepost fra P er underholdende, men bliver en lidt gennemsnitlig action-thriller, der mangler bogens dybere karakterfortælling og effektive spændingsopbygning. Jeg giver Flaskepost fra P 3 stjerner.

Se trailer til ‘Flaskepost fra P’